Analyse af gennem byen en sidste gang

Han skildrer Københavns "stumme solløse sidegader" - linje 9. Han beskriver nedlagte butikker, den karakteristiske duft af mad, der hænger i luften fra trappeopgange, og børnene, der fordyber sig i "de små firkantede, stenbelagte og blæstramte baggårde". Han fortæller om deres mødre og de trætte, slidte arbejdere fra Vesterbro, der vender hjem fra en lang arbejdsdag.

Et flashback dukker op - hans første job som mælkedreng - og en følelse af at nyde simple ting, blot for at nyde dem, og at være til stede i nuet. Dette bliver hans afsked med København. Han udtrykker et ønske om at vandre langs byens gader, for at observere dagligdagens gang, at nyde sin tilstedeværelse og at værdsætte det, han elsker mest - København.

Han præsenterer sig selv som en skygge, linje 76, der langsomt bevæger sig ned ad Strøget, ledsaget af sine kæreste venner. Men han beskriver disse venner som genfærd, væsner, som kun han kan ane. De forbereder sig på at forlade alting og hinanden, og de bevæger sig "i tavse samtaler" mod Nytorv, hvor genfærdene "smelter" væk, før han selv forsvinder, og afslutter med den enkelt sætning: "en enkelt skygge mindre befærder gaden".

Han selv, linje 90. Digtet er skrevet i genren knækprosa, en stil uden traditionelle versformer eller brug af tegnsætning. Det består af 90 sammenhængende linjer, adskilt ved blot at skifte linje. Dette er det, der definerer knækprosa. Knækprosa er et digt, der er skrevet med brudte linjer. Det kan ligne en novelle, der er præsenteret som et digt, og indeholder ofte en realistisk beskrivelse af hverdagsoplevelser.

Det er et stemningsfuldt digt, der udtrykker tanker, stemninger og følelser af en meget personlig karakter. Digtet indeholder også et enkelt flashback. Alle de steder, Dan Turell nævner, er eksisterende og kendte steder i København, hvilket giver digtet en stærk forbindelse til den virkelige by. Det er meget hverdagspræget, idet han observerer hverdagens gang.

Hans sidste ønske er at slentre gennem København, hvilket indikerer en dyb kærlighed til byen. I digtet fortæller han om at slentre gennem København, mens han iagttager andre i deres daglige rutiner, hvilket skiller ham lidt ud fra omgivelserne. Hans mål og handlinger er anderledes, hvilket gør ham distinkt. Det er et digt, der i høj grad rummer en tristhed, da det handler om en mand, der er døende.

Men jeg oplever det ikke som særligt trist, snarere som en beskrivelse af en døende mand, der nyder sin sidste tid i fuldt flor. Jeg tror ikke, han er bange for sin død. Han beskriver sine omgivelser ærligt, og udtryk som "passere den i gråt lys" symboliserer hans bevidsthed om sin egen situation, og "den vil skære i hjertet som den altid gør" er hans måde at forklare, hvor vigtig byen er for ham.

Til sidst i digtet fortæller han om at blive ledsaget af sine elskede "venner". Han beskriver dem som genfærd, hvilket måske skyldes, at han forestiller sig at gå sammen med sine afdøde venner, eller at hans minder har taget form som genfærd for at følge med ham. Måske går han slet ikke, måske forestiller han sig blot at slentre den tur, han har gået utallige gange før, denne gang som sin sidste.

CD'en er fyldt med rytmisk poesi i Dan Turells stil. Han indspillede blandt andet "Gennem Byen Sidste Gang", og der er efterfølgende blevet lavet en række YouTube-videoer med billeder af København til dette nummer. En af disse videoer fangede min opmærksomhed. Denne video, fremstillet af brugeren Mugnuzzz og gruppen Mållam, er en amatørfilm, der filmatiserer Dan Turells digt. Den er blevet redigeret, så den ikke indeholder hele digtet, men bevarer de vigtigste detaljer.

I videoen følger vi en mand, der spiller "jeg"-fortælleren, mens han slentrer gennem København, som beskrevet i digtet. Vi kan se lyset skifte til at blive mere skumringsagtigt i løbet af dagen. I scenen efter cafébesøget ser vi "jeg"-personen bagfra. Efter at Dan Turell siger "jeg vil sige farvel til min by" linje 30, panoreres kameraet rundt, så vi ser, at "jeg"-personen står i solen.

Solens nedgang symboliserer hans forestående død, og dermed hans afsked med livet og København. I scenen efter Banegårds-scenen får vi en panorering rundt om hovedpersonen, der står på Rådhuspladsen, hvor solen står lavt. Til trods for dette er hovedpersonen fuldt belyst og udstråler et glimt af håb. I den sidste scene ser vi to mørke fødder forsvinde ud af billedet, mens Dan siger: "selv falder jeg ud lidt længere nede, min sidste slentre tur gennem byen er forbi, og der er en enkelt skygge mindre i gaden".

Dan Turell er født den [dato]. Han voksede op i Vangede, en arbejderforstad til København, som den ældste af fem søskende. Han har haft en række forskellige jobs, herunder en usædvanlig oplevelse med at skaldet sig selv og farve sine negle sorte - en stil, der senere blev et kendetegn for hans brand. Han fik sit gennembrud med bogen "Vangede Billeder", der beskriver mennesker og hverdagen i hans barndomsby.

Dan Turell giftede sig første gang med Kirsten Brand og senere med Margrethe Svendsen, som tog navnet Chili Turèll. Sammen fik de datteren Lotus Turell. Hvor fik Dan Turell sit kælenavn "Onkel Danny"? Her er en liste over Dan Turells værker. Dan Turell boede hele sit liv i området omkring København, hvilket afspejler hans dybe tilknytning til byen. Dette blev anerkendt ved, at Halmtorvet i København blev navngivet "Onkel Dannys Plads" på hans fødselsdag, og et torv i Vangede blev døbt "Dan Turèlls Plads" samme dato.

Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvornår han blev diagnosticeret med kræft.