Anders matthesen film de frivillige

I værket De frivillige, med billeder af Christian Geisnæs, sorterer Niels Anders Matthesen og Peter Søren Malling garnnøgler i et utal af nuancer, mens de udveksler tanker om de temmelig graverende årsager til deres fængselsophold. Anders Matthesen udfolder sig som en dybsindig aktør i en dramakomedie om et fængselskor, som på skift vækker både melankoli og morskab.

Niels driver Markus til et absolut hæsblæsende tempo, inden han giver sig tilnærmelsesvis tilfreds med fortolkningen af et af de uundværlige værker fra højskolesangskatten. Det fremstår i adskillige henseender som et usædvanligt herrekor, der er samlet i Frederikke Aspöcks komediedrama De frivillige. Korgruppen er tilknyttet en specialafdeling i et fængselsmiljø, hvor de fængslede er frihedsberøvet, blandt andet på grund af forbrydelser som overgreb mod mindreårige.

Deres placering er i isolationsceller for at undgå voldelige angreb fra medindsatte. Dette afføder en jævnligt humoristisk, men også dybsindig magtkonflikt, idet Markus bestræber sig på at erstatte korets noget forældede sangudvalg med en nutidig kunstner som Rasmus Seebach. Niels, der har udnævnt sig selv til leder, er absolut ikke tilhænger af nytænkning, og Anders Matthesen dominerer den komiske fremstilling med stor intensitet, idet han veksler mellem at være pedantisk provokerende og medfølende skrøbelig.

Endnu en af værkets talrige fornøjelige sekvenser udspiller sig i fængslets beskedne værksted, hvor Niels og Peter Søren Malling er i færd med at ordne trådnøgler i et bredt spektrum af nuancer.

Anders Matthesens ærgrelse over, at visse individer vover at videresende utilstrækkeligt sammenbundne garnstykker i kredsløbet, aftegner sig i en markant modsætning til de to herrers dialog om årsagerne til deres fængsling. Dette omhandler yderst alvorlige forhold, hvorfor deres joviale udveksling om livets ophør og tekstilfibre virker dybt morsom, alt imens man opnår en forståelse for de kriminelle som værende almindelige individer.

En markant kvalitet ved De frivillige er, at værket forpligter os til at betragte vores medmennesker i landets fængselsinstitutioner som sammensatte personligheder. De har muligvis udført gruopvækkende gerninger, men ikke desto mindre er det muligt at opleve fryd ved deres præstationer af den danske sangtradition. Frederikke Aspöck har siden sin enestående kortfilm Får, offentliggjort i Ekko 10, opereret i et skæringspunkt mellem det sørgelige og det komiske.

Dog syntes hun i sine første to spillefilm - Labrador og Rosita - at have vanskeligheder med at etablere den korrekte ligevægt og stemning mellem disse kontrasterende elementer. Begge disse aspekter har hun i høj grad mestret i De frivillige, hvilket forstærker humoren og derigennem lader den underliggende tragik træde mere markant frem.

Aspöck accelererer simpelthen intensiteten i sin fremstilling af en gruppe blødsødne mænd, som stræber efter at finde deres plads i et usædvanligt fællesskab. Og hele skuespillergruppen agerer sandelig som et velsammenspillet ensemble med distinkte bidrag. Det fortjener at fremhæves, at Anders Matthesen som forventeligt demonstrerer en uovertruffen komisk præcision, men ligeledes etablerer en rørende dybde i karakteren Niels, hvis ægtefælle håndterer eftervirkningerne af hans tid i fængsel.

Ydermere udmærker Jacob Lohmann sig med sin vekslen mellem en empatisk skikkelse og en decideret ubehagelig type, mens Christopher Læssøe i rollen som den livsglade Simon kastes rundt som en bold mellem de to stridende parter. Endelig, og absolut ikke af mindst betydning, finder vi Anders Brink Madsen, hvis bevægende fængselsvagt Morten fremstår som en levende manifestation af undskyldninger.

Midt iblandt samtlige de imponerende fremførelser er det beklageligt, at værket mod sin afslutning mister en smule greb om sine karakterer i diskussionen om, hvilken forseelse der i grunden er den mest alvorlige. Emnet er naturligvis højaktuelt, men er det nødvendigt at foretage en differentiering af den økonomiske kriminalitets skadelige konsekvenser i relation til den voldsrelaterede?

Ikke desto mindre er De frivillige en fremragende produktion, just fordi det er udfordrende at afgøre, om den udgør et muntert drama eller en dybsindig komedie. Den inkorporerer begge aspekter simultant - fremkalder på skift både hjertegribende følelser og stimulerer latteren. Forfilm: De frivillige.